Området hvori Angelo Negro er beliggende kaldes for Roero. Dette område ligger vest for Tanarofloden, og altså på den anden side af området Langhe, hvorunder Barolo og Barbaresco er hjemmehørende. I modsætning til Langhe, har Roero en mere let og sandet jord. Det giver i reglen lettere og mere
umiddelbare vine, med fine og delikate frugtaromaer. Det gælder også for denne vin. Brachettodruen, som vinen er lavet på, hører til de aromatiske druesorter. Når vinstokke er plantet i sandede jorde vil man naturligt få flere florale nuancer frem. Det gælder også i Birbèt, hvor det vælter op med nuancer af
hindbær, jordbær og rosenblade. Det dufter simplethen helt fantastisk om minder om en varm sommerdag i en frugtlund. De fine små bobler i vinen hænger flot ved og giver en levende fornemmelse i munden når man drikker den. Og man kan drikke rigelige mængder af denne vin, for alkoholprocenten er kun på 5% abv. På mange måder minder denne vintype meget om Moscato d ́Asti fra samme region, og kan med fornøjelse bruges i samme situationer. På terrassen, til studenterfesten, konfirmationen eller bare til sommerens frugter og et glas i utide.