Castell de Vilarnau
Dette er kvalitets-Cava fra den lille producent, Castell de Vilarnau, der skabtes i 1948 men siden 1982 har været en del af González Byass-gruppen.
Med udgangspunkt i 15 hektar af Sant Sadurní de Anoia’s højest beliggende marker og et nyt vineri, Finca Can Petit med de ubetaleligt smukke Montserrat-bjerge som baggrundskulisse, skaber den erfarne chef-ønolog, Damià Deàs Gual, en imponerende serie af Cava’er. Vinene udviser balanceret modenhed i druematerialet og vinmagerens dybe forståelse for druernes indbyrdes kvaliteter. Alt for mange mousserende non-dosage vine fremstår unødigt spinkle; unaturligt pint til asketisk tørhed, som har meget få tilhængere. Vilarnau Brut Nature Reserva formår at fastholde en flot balance mellem en tør profil og en fysiologisk moden frugt.