Quinta do Crasto
Den 130 hektar store ejendom, beliggende på nordbredden af Douro-floden kan dateres helt tilbage til år 1615.
De 48 hektar er beplantet med vin og stokkenes alder ligger mellem 20-80 år. Sidste år blev der plantet yderligere 12 hektar med Touriga Nacional og Tinta Roriz.
Crasto har desuden købt en 120 hektar ny vingård (Quinta da Cabreira) i det øvre Douro, tæt på den spanske grænse.
Quinta do Crasto er ejet af familien Roquette. De indledte i midten af halvfemserne et samarbejde Cristiano Van Zeller, tidligere Noval, samt australieren David Baverstock, venligt udlånt fra Esporão i Alentejo.
Familien er stadig aktiv i forretningen med Miguel Roquette som marketing- og eksportansvarlig og bror Tomás er ønolog med speciale i portvinene.
I dag er det Tomás, der producerer portvinene, og Dominic Morris (Australien) og Maunel Lobo, der producerer bordvinene.
Ca. 75% af produktionen går til bordvinene, de resterende 25% til portvinene. Druerne til portvinen bliver stadig plukkket med håndkraft og herefter fodtrådt i lagares (stenkar).
Quinta do Crasto laver de to kultvine, Vinha de Ponte og Maria Teresa. Sidstnævnte er den portugisiske rødvin, der har fået de højeste karakterer i USA nogensinde. Wine Spectator gav vinen 95 point hvilket betød stor anerkendelse og et løft til Crastos position som top-producent i Portugal.