Domaine Laporte blev grundlagt i 1850 og ligger nær landsbyen Saint-Satur ved Loire-floden. Mange generationer i familien Laporte efterfulgte hinanden på ejendommen indtil 1986, hvor den daværende ejer, René Laporte, solgte vinhuset for at gå på pension. Køberen var en god kollega i området, familiefirmaet Henri Bourgeois i Chavignol, som har produceret vin i Sancerre og Pouilly-Fumé i ikke mindre end 10 generationer og som ønskede at videreføre Domaine Laporte som et selvstændigt firma.
I dag udgør vinmarkerne på Domaine Laporte i alt 21 ha., hvor 80% er beplantet med Sauvignon Blanc og resten med Pinot Noir. Blandt husets vinmarker bør man især nævne ”Le Rochoy” – en monopolvinmark på 8,5 ha. nær landsbyen Bannay, som med en undergrund af ren flintesten er kendt for at kunne producere klingende rene og delikate Sancerre-vine med en helt unik mineralitet.
Allerede i 1990 begyndte man på ejendommen at indføre visse økologiske produktionsmetoder, og siden 2013 er samtlige vinmarker på Domaine Laporte økologisk certificerede.
Traditionen for at lave vin på vinmarken ”Les Grandmontains” på en skråning nær landsbyen Ménétréol-sous-Sancerre går helt tilbage til det 12. århundrede. Dengang forærede Etienne, Greven af Sancerre, den pågældende skråning til Grandmontains-munkeordnen, med besked om, at jordbunden vil egne sig til vindyrkning. Munkene er således årsagen til, at denne ler- og stenholdige mark oprindeligt blev beplantet med vin. Domaine Laporte ejer i dag en syd- sydvestvendt parcel på 4,8 ha. på den øverste del af vinmarken, beplantet med Sauvignon Blanc og Pinot Noir. Vinificeringen er klassisk for Sancerre-vine med en kølig gæring på ståltanke, efterfulgt af en modning med bundfald til aftapning i juni efter høsten.
Vinmarkens indhold af ler giver vinen dens velouragtige struktur og de mange sten en ret mineralsk og ren aroma og stil. Her finder man friske, eksotiske toner af modne frugter (f.eks. mango og grape) i både duft og smag samt en lang, elegant og sprød finish med nuancer af mynte. Det er en meget harmonisk og vellavet Sancerre, mere i den delikate end i den tunge stil.
Server den til skaldyr (østers, hummer), til fisk (gerne røgede) og til fjerkræ eller kalv i lyse saucer.